Tidligere sangere

Liv Lund Poulsen

Mit navn er Liv. Jeg er 23 år og kommer fra Aalborg. Jeg sang i landskoret fra sommeren 2012 til sommeren 2017.

Jeg var rigtig glad for at synge i Landskoret. Jeg lærte virkelig mange færdigheder, som jeg bl.a. brugte, da jeg gik til optagelsesprøve ved Det Jyske Musikkonservatorium, hvor jeg i dag studerer rytmisk sang og korledelse. Jeg synger stadig i flere forskellige kor og er leder af mit eget kor "Livsværk".
Det var faktisk Landskorets dirigent Sigrid Damsager, der fortalte mig om den uddannelse, som jeg er en del af i dag. Jeg har fået venner for livet i Landskoret, som jeg stadig dyrker mit musikalske interesser og udfoldelser med i dag.

Jens Ginge Skov

Mit navn er Jens og jeg sang i Landskoret fra august 2012 til januar 2014. Lige nu går jeg i 3.g på Favrskov Gymnasium i Hadsten. Udover gymnasiet synger jeg i Skt. Clemens Drengekor og i Skt. Lukas Kirke i Århus, og så er jeg selv dirigent for tre kor.

Min tid i Landskoret har på alle måder været berigende og mindeværdig. På grund af det høje musikalske niveau lærte jeg ikke bare at synge tonerne rent, men at fordybe mig i formidlingen af tekst og musik, og få de sorte prikker på det hvide stykke papir til at udvikle sig til noget større og smukkere - nemlig musik! Ud over den stor musikalske udfordring og dannelse, har jeg også fået et enormt stort socialt udbytte af min tid i Landskoret. Her har jeg mødt mange vildt søde og forskellige sangere fra hele landet, som jeg har kunnet dele min største interesse med - korsang.

Hanne Le Fevre

Jeg blev som 12-årig optaget i FUK Landskoret, der var mit første møde med andre ligesindede sangere, der ikke blot sang i kor for fornøjelsen, men også for at dygtiggøre sig individuelt og som et hold. Fællesskabet var inspirerende. Vi havde det sjovt socialt, og jeg husker oplevelsen af at strække mig i min iver efter at lære. Det faktum, at jeg som ganske ung sang sammen med ældre teenagere og unge voksne, der naturligt havde mere erfaring og var dygtigere end jeg, gav mig blod på tanden og vished om, at jeg kunne blive ligeså dygtig, hvis jeg ville. I dag arbejder jeg som professionel sanger i det verdensberømte vokalensemble Ars Nova Copenhagen, Musica Ficta, Holmens Vokalensemble, samt mange andre ensembler. Foruden mit virke som ensemblesanger, arbejder jeg som solist rundt i hele landet, er selvstændig projektskabende og indgår i flere tværæstetiske produktioner. At jeg blev taget i hånden af nogle, jeg i dag betegner som mine afgørende rollemodeller, i en ung alder, gav mig tro på, at jeg faktisk havde mulighed for at gøre min passion til min profession. Landskoret var for mig et vigtigt led og en invitation ind i en verden, der har budt mig det smukkeste musik og de bedste samarbejdspartnere.

Amalie Kaad

Jeg studerer på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium som organist. Derudover er jeg ansat i Ansgarkirken i Nordvest. Landskoret var en meget stor årsag til, at jeg valgte at blive musiker, og de oplevelser, jeg havde med koret, er stadig blandt de bedste i mit liv. Det sociale samvær samt de meget store musikalske stunder har været altafgørende for min videre udvikling.

Emma Oemann

Mit navn er Emma Oemann, og jeg sang i Landskoret fra korets oprettelse i 2003 til 2006. I 2017 blev jeg ansat i Det Kongelige Operakor, og jeg er sikker på, at mange andre spændende ting venter forude i min musikalske karriere. Årene i landskoret gav mig rigtigt mange gode ting med i rygsækken: Musikalske udfordringer og udvikling, der har været en stor hjælp på MGK, konservatoriet og i min karriere, et netværk som bl.a. har affødt venskaber, der stadig holder 15 år senere, og en erfaring af, at klassisk sang var vejen frem for mig. Når jeg var på landskorsweekend følte jeg mig i mit rette element, og den selvfølelse har jeg taget med mig siden.

Jonas Hellesøe Nielsen

Mit navn er Jonas Hellesøe, og jeg sang i landskoret i 4 år som sopran. For mig var landskoret et fristed hvor det var helt normalt at en teenager sang i kor, og hvor der var et ufattelig godt socialt fællesskab. Landskoret bidrog i stor grad til min musikalske modning, og jeg er utrolig glad for at have sunget med. Alle landskorweekenderne i forskellige kirker inspirerede mig til at begynde at spille orgel, og lige nu studerer jeg orgel på solistklassen på konservatoriet i Aarhus, samtidig med at jeg en gang imellem arbejder som sanger til diverse projekter.

Julie MeeRa Albertsen

Jeg sang i pigekor i Nordsjælland og en dag fortalte min daværende organist at der var foresyngning til et kor der skulle hedde Landskoret. Jeg tror jeg var omkring 15 år gammel. Jeg husker at denne foresyngning foregik i Nordre Frihavnskirken i Kbh og jeg var meget nervøs og skulle synge ‘En rose så jeg skyde’. Jeg husker tydeligt glæden da jeg fandt ud af at jeg var blevet optaget i Landskoret. Og den følelse jeg havde da jeg første gang skulle afsted på korweekend og møde de andre sangere og dirigenten. Da jeg startede havde vi fornøjelsen af at have Morten Bech som dirigent. Og det hele var egentlig bare én stor fornøjelse.

Jeg husker især en sommerturné vi var på i Jylland i en uge. Kemien, sangerne imellem var bare rigtig god. Alle var søde ved hinanden og selvom vi sang i mange timer om dagen, fortsatte vi når der var fri leg. Og vi var nogle fantastiske steder og synge. Morten var fantastisk. Han var tålmodig, sjov og ambitiøs. Han var virkelig med til at gøre koret tiden i koret helt specielt. Højdepunktet på turen var den sidste koncert i Gullestrup kirke i Herning. Det var afslutningen på turnéen og det sidste nummer på koncertprogrammet var Michael Bojesens ‘Lidt af evigheden’. Vi i koret stod spredt ud i kirken og der spredte sig en helt særlig stemning.

Min tid i landskoret har betydet meget for mig og de år jeg var med har været helt uvurderlige. Både socialt og musikalsk formåede koret virkelig at udvikle mig. Jeg blev så glad for den klassiske musik at jeg senere valgte at søge på MGK som klassisk sanger. Det blev derefter til en kandidat på Musikkonservatoriet og sidenhen en 3-årig uddannelse på Operaakademiet.